Lærer Astrid Sørensen

 Tip en ven    Udskriv    Del

Jeg har været med i Avedøre Stationsby siden da et. Byen er fantastisk på godt og ondt, som mange andre steder også er det. Stationsbyen er gået hen og blevet mit sted. Et sted, hvor jeg hører til, og et sted hvor jeg har lagt mit hjerte.

I 37 år har jeg undervist på Enghøjskolen, men ikke bare undervist også levet med i byens liv. På mange måder elsker jeg denne by.
Nu er der igen nogle politikere, der vil lukke vores skole. Vi har prøvet det før.
Det har vist sig, at de gange hvor Stationsbyen har fået et såkaldt løft, så har det hjulpet. Nu er der tilsyneladende for få politikere, der vil løfte. Og ja, modstand gør stærk, men der er også en grænse. Hvis man konstant er udsat for nedgørelse i pressen og i det offentlige rum, så skal man være ekstra stærk for at klare sig.
DET ER SIMPELTHEN IKKE FAIR.
Jeg kan betvivle, om der er ret mange af de politikere i kommunalbestyrelsen, der siger, at der skal ligge en skole i Avedøre Stationsby, der overhovedet kender den by de taler om.
Det udtryk jeg har set i øjnene på de Stationsbyborgere, der er kommet forbi skolen siden politikerne meldte ud, hvad de mener om Stationsbyen, taler sit helt eget sprog. Det jeg har set er dyb indignation, vrede, stolthed og vilje til at sætte sig igennem.
Hvis man sammenligner Stationsbyens borgere med en skoleklasse, der konstant får at vide, at de ikke dur til noget, så får man enten opgivende børn eller ballade ud af det og man beder selv om det.
Hvis man i længere tid undlader at vande en plante, så dør den. Masser af Stationsbyborgere er stærkere end de fleste og for at blive i symbolsproget, så er der rigtig mange stærke planter i denne by. Men selv stærke planter kan tabe modet.
Enghøjskolen er ikke en stor skole, men der er til gengæld brug for den.
På skolen findes en solid, dygtig kerne af lærere, der hver eneste dag gør deres allerbedste for at give Stationsbybørnene en god undervisning og trygge rammer at være i.
Vi laver et integrationsarbejde hver dag både for danske og tosprogede børn. Det er en service vi yder Hvidovre kommune. Måske skulle politikerne tænke over, hvordan situationen ville se ud, hvis det ikke skete.
Vi kan ikke bare flyttes til andre skoler, hvor man i øvrigt skal bygge til for at have os (det koster vel også en slags penge).
Vi er stærke, fordi vi er sammen her tæt på børnenes hjem. Sådan er det bedst for alle børn. Det bedste er når skolen ligger der, hvor man bor og sådan har Enghøj børnene det naturligvis også.
Hvilke politikere ville turde bede borgerne i det nordlige Hvidovre om at flytte nogle kilometer mod syd. Besynderligt, hvordan fordomme og uvidenhed kan være med til at styre, hvad der bliver besluttet.
Og så skal man desuden også finde sig i at en tidligere inspektør Niels Bredager, der var på skolen i halvandet år, stikker næsen frem og hyler med i koret af generaliseringer og nedgørelser om Stationsbyen.
Men det undrer mig ikke. Fra den dag Niels Bredager satte sine ben på Enghøjskolen, som inspektør var jeg klar over, at det var en stor misforståelse.
Jeg ville så meget ønske at debatten om vores skole kunne foregå i en ordentlig tone - uden mudderkastninger. Men når Niels Bredager tillader sig at lægge så stor en del af Stationsbyens borgere ned på så useriøs og afstumpet en måde, så er det ikke ok.
Han afslører i sit indlæg i Hvidovre Avis sin manglende forståelse for danskere af alle slags. På skolen skabte han i sin tid usikkerhed og manglede i den grad social kompetence. Han nåede efter min mening aldrig at lære børnene at kende, for det var simpelthen en alt for stor opgave for ham. Det kan derfor ikke undre mig, at Niels Bredager ikke har et mere nuanceret billede af Enghøjskolen, end han har. Men dette siger mere om manden end om sagen. Den mand mangler i den grad empati og er i besiddelse af et noget forenklet menneskesyn.
På Enghøjskolen bliver vi konfronteret med forskelligheden fra mange kulturer, der bliver skabt en rummelighed i forhold til andre mennesker og i en global verden vil jeg mene, at det er et plus. Forskelligheden er en styrke.
Der er en grund til at nakkehårene rejser sig, når Enghøjskolen synger deres slagsang:
Vi er en verden fuld af liv,
En verden fuld af venner.
Fra nord, fra syd, fra øst og vest,
for Enghøj den er bedst.

Enghøj åhh Enghøj
Enghøj er for mig
Enghøj, åhh Enghøj,
Enghøj er for dig.

Og vi er børn
med vor¿s kultur.
Vi kan sprog fra mange lande.
Det er urdu, tyrkisk,
og lidt spansk.
Men alle taler dansk.
Omkvæd...

Vi er en skole
I en by
En by skal ha¿ en skole
Og den skal være nær ved mig
I alvor og i leg.
Omkvæd...
Når vi synger vores sang er det fordi vi mener den.

Publiceret: 07. Februar 2012 09:00

Mest læste

112

Seneste læserbreve

DET SKER - i Hvidovre og omegn